GENERALFORSAMLING - Referat af generalforsamling 10. november 2024
Tirsdag d. 26. november 2024
Referat af ekstraordinær generalforsamling nummer to i Ulvshale-Fællesskov Digelag søndag den 10. november 2024 kl. 12.30 i Mønshallerne, Platanvej 40, 4780 Stege
Dagsorden
1. Valg af dirigent, referent og stemmetællere
2. Status på kapitel 1 a ansøgning
3. Valg af løsningsforslag vedrørende ansøgningsarbejde for kystsikring (erosionsbeskyttelse) af strækningen langs Ulvshalevej (fase 2)
4. Eventuelt
1. Valg af dirigent, referent og stemmetællere
Advokat Anders Stoltenberg blev valgt til dirigent.
Dirigenten konstaterede, at den ekstraordinære generalforsamling var lovligt indkaldt, da indkaldelsen var dateret 30. oktober, dvs. for 11 dage siden.
Generalforsamlingen var beslutningsdygtig for så vidt angår de to forslag, der blev vedtaget ved den ekstraordinære generalforsamling den 27. oktober, og som var genfremsat uændret.
174 medlemmer deltog i generalforsamlingen. Der var afgivet 84 fuldmagter. I alt 258 stemmeberettigede.
Jens Mikkelsen blev valgt til referent.
Til stemmetællere blev valgt Steen Bjerggaard, Nils Kofod, Bennie Møller, Lene Ravn, Flemming Ravn, Susanne Friis Hansen og Torben Heilesen.
2. Status på kapitel 1 a ansøgning
Formand Alex Friis Hansen redegjorde for forslaget. Bestyrelsen foreslog at stoppe det videre arbejde med kap. 1a. Afstemningen drejede sig udelukkende om de fem bølgebrydere ved Fællesskov Strand. I april besluttede generalforsamlingen, at digelaget skulle anmode om økonomisk bidrag i.h.t. kap. 1a.
Kommunen havde oplyst, at kap. 1a tager længere tid og bliver dyrere.
Digelaget fik den 24. oktober tilladelse til at bygge de fem bølgebrydere. Digelaget kunne ikke være tjent med, at projektet blev forsinket og gjort dyrere.
Han oplyste supplerende, at både Vordingborg kommune og Naturstyrelsen som grundejere betalte bidrag til de forskellige anlæg.
Flere medlemmer, herunder den oprindelige forslagsstiller, gjorde opmærksom på, at forslaget i april 2024 vedrørte en kapitel 1 a ansøgning for det samlede projekt.
Et medlem mente, at den oprindelige vedtagelse ikke kunne ændres. Dirigenten orienterede om de almindelige regler, hvorefter en senere generalforsamling altid kan ændre en tidligere generalforsamlings vedtagelser.
Formanden konkluderede, at forslaget betyder, at en kapitel 1 a ansøgning vedrørende bølgebryderne foran Fællesskov Strand stilles i bero. Ansøgningsform i forhold til andre kommende faser afgøres af generalforsamlingen til den tid.
Skriftlig afstemning: 258 afgivne stemmer. 217 JA. 41 NEJ. Forslaget blev vedtaget.
3. Valg af løsningsforslag vedrørende ansøgningsarbejde for kystsikring (erosionsbeskyttelse) af strækningen langs Ulvshalevej (fase 2)
Formanden redegjorde for forslaget, der indebærer, at der arbejdes videre med en løsning med bølgebrydere/stenrev langs Ulvshalevej.
Flere medlemmer anbefalede sandfodring, der kunne udføres hurtigt og bevarede den smukke strand. Et medlem frarådede stenrev, da det ikke ville være pænt.
Et medlem klagede over, at der stort set ikke var sket noget langs Ulvshalevej. Formanden oplyste, at bestyrelsen var meget aktiv, den havde gjort alt, hvad den kunne få lov til i forhold til genopbygning efter stormen. Kommunen havde meddelt, at der skulle ansøges om tilladelse til at genopbygge klitter de sidste cirka 300 meter op til det grønne hus. COWI var i gang med at udforme ansøgning. Bestyrelsen havde spurgt om tilladelse til midlertidige afværgeforanstaltninger, der forelå endnu ikke svar.
Skriftlig afstemning: 254 afgivne stemmer. 225 JA. 29 NEJ. Forslaget blev vedtaget.
4. Eventuelt
Ingen bemærkninger.
Dirigenten erklærede den ekstraordinære generalforsamling for afsluttet.
Formanden takkede for god ro og orden.
Anders Stoltenberg Jens Mikkelsen
Dirigent Referent
Download: Underskrevet referat af generalforsamlingen 10.11.2024 (pdf - 1,3 MB)