NYHEDER - Nyhedsbrev nr. 15 - December 2025

Fredag d. 19. december 2025

Indhold: Kommunalbestyrelsen har besluttet, at vi skal arbejde videre med bestyrelsens forslag til kystbeskyttelse. Vi har nu et beredskab og en plan med Big Bags, der giver os bedre beskyttelse end i 2023. Det ser godt ud på digerne, men vi mangler lige at få fjernet det sidste. Tilbagebetaling af afdrag på fælleslån. Orientering om konferencer med mere.

 

Grønt lys til det videre arbejde

Kommunalbestyrelsen har den 17. december i enighed besluttet at fremme digelagets §1a anmodning. Dermed er det bestyrelsens forslag, der skal arbejdes videre med. Det glæder os, at vi kan fortsætte det arbejde, som generalforsamlingen med store flertal har bakket op om.

Af den besluttede indstilling fremgår det, at bestyrelsens forslag skal revideres og udbygges til en samlet helhedsplan for kystbeskyttelse. Digelagets bestyrelse leder projektet og har ansvar for fremdrift. Digelaget skal selv stå for finansiering, og digelaget skal fremlægge en ny skitse til bidragsfordeling (anlægsudgifter og løbende vedligehold). Kommunen bemærker desuden, at den begrænser sig til at være vejledende og godkendende myndighed.  

 

Omfang og betydning af de enkelte punkter vil blive drøftet og afklaret med Vordingborg kommune, så snart det bliver muligt i det nye år. Det ser bestemt ud til, at bestyrelsen skal klare det meste. Der bliver nok at se til.

 

Vi håber, at vi undgår et meget langvarigt sagsforløb – alene af den grund, at vi i forvejen har meget materiale klar. Vi har ventet længe nok.

Det samlede materiale i den politiske behandling (anmodninger, udtalelser, sagsfremstilling m.m.), kan man finde her (punkt 16).

 

Sagen kort:

  • Oktober 2024: Kommunen giver tilladelse til at opføre fem bølgebrydere ved Fællesskov Strand (Fase 1).
  • Marts 2025: Miljø- og Fødevareklagenævnet afgør efter klage, at kommunen skal vurdere sagen på ny (helhedsplan, bidragsfordeling med mere).
  • Maj 2025: Bestyrelsen fremsender anmodning om at fremme helhedsplan.
  • Juli 2025: Gruppe af medlemmer fremsender anmodning om alternativ helhedsplan.
  • December 2025: Kommunalbestyrelsen beslutter at fremme digelagets anmodning.

 

Big Bags giver bedre beskyttelse

I tilfælde af en ny 100-års hændelse er vi bedre sikret, end vi var ved stormfloden 2023.

Nu kan vi sætte store sandsække op ved vores diger. Vi håber, at vi aldrig får brug for det.

Hvis der for eksempel kommer varsel om en stor stormflod med vandstand på 171 cm og storm fra nordøst – som beskrevet i vores beredskabsplan - kan vi nu sætte sandsække op for at beskytte os bedre mod oversvømmelse. De nordre diger er stærkere, end de var før stormen i oktober 2023. Og på Fællesskov Strand forbliver rækken af sten (stendepotet) liggende. Uden at give garantier: Vi kan være mere trygge.

Det har været en stor og langvarig omgang at forberede opfyldning og opsætning af de mange store sandsække – med sand vejer de cirka et ton stykket. Alene Ulvshale Strand kræver cirka 600 sandsække, der bliver placeret på vand siden af digekronen cirka 10 meter fra Ulvshalevej.

Entreprenør Bo Rasmussen har testet systemet med påfyldning, kørsel og afsætning af sække. Vi får fyldt de fleste sække på forhånd og opbevarer dem på det jordstykke, vi har til rådighed ved Husmændenes Vej/Hørlukkevej. Så går det hurtigere at sætte dem op. Resterende sække bliver opfyldt på p-pladsen ved campingpladsen. En stor tak til Naturstyrelsen for at give os denne mulighed.

Opsætning af sandsække er en fleksibel og midlertidig løsning, vi kan bruge flere steder på vores diger.

Da Ulvshale Strand er i et habitat område, kan selv sandkorn have stor betydning. Efter et langvarigt sagsforløb har vi fået lov til at bruge sandsække med godkendt sand fyld. Kommunen skriver blandt andet: ”Vordingborg Kommune er enig i de endelige konklusioner fra COWI, og projektet kan derfor gennemføres som beskrevet i de fremsendte notater.”

 

Se notater fra COWI her: ”Download: Midlertidige afværgeforanstaltninger 
 og Væsentlighedsvurdering af midlertidig beredskabsløsning ved Ulvshale

 

Beredskabsplanen

Vi udgiver nu vores beredskabsplan. Den er en opskrift på, hvad vi gør, hvis der er fare for vores diger. Planen har været klar i længere tid, men vi ville have godkendelse, afprøvning og aftaler på plads, før den blev udsendt. For en beredskabsplan skal fungere – og den skal passe til den virkelighed, vi risikerer at stå i. Vi oplevede med al tydelighed i oktober 2023 de store udfordringer, en stormflod kan medføre.

Er det så den perfekte beredskabsplan, vi nu får op på vores hjemmeside? Sikkert ikke. Der kan komme ændringer og tilpasninger af mange forskellige grunde. Men vi begynder et godt sted. Som minimum evaluerer vi beredskabsplanen en gang om året.

Se beredskabsplanen Download: Beredskabsplan (pdf - 2,0 MB)

 

Dige vandring

Bestyrelsen gik en runde på vores diger den 8. november. Vi fik et positivt indtryk, idet digerne er i generelt god stand, og der er ryddeligt de fleste steder. Stor tak for at være med til at passe på vores diger.

Vi noterede ved gennemgangen en badeplatform ved Fællesskov Strand og en bænk ved Hejrevej, som begge vurderes at kunne gøre skade på diget ved en storm med forhøjet vandstand. Begge dele vil blive fjernet – forhåbentlig af ejere. Fristen er den 31. december. Vi håber, at vi ikke behøver at køre på genbrugspladsen.

Øvrige mindre enheder på stranden vurderes ikke at gøre væsentlig skade. Vi anmoder dog alle vores medlemmer om at fjerne elementer fra stranden og diget. Ingen af stederne er beregnet til opbevaring

Den vestlige overgang ved Vibevej er sårbar ved forhøjet vandstand. Vi undersøger, hvem der skal udbedre den.

 

Tilbagebetaling af afdrag på fælleslån

Ejendomskontoret i kommunen oplyser, at man ikke må ”blande” år (2025 og 2026), når man skal have de 1.041 kr. tilbage, som man har afdraget på fælleslånet. Tilbagebetalingen skal foretages særskilt efter indbetaling af partsbidrag for 2026 i februar. Vi melder ud, når vi får at vide, hvornår det bliver.

 

Godt at vide mere

Når der bliver afholdt konferencer om diger, deltager bestyrelsen gerne med to-tre repræsentanter. Vi ønsker at få en øget viden og høre lidt om, hvad der sker rundt omkring. Og få svar på forskellige spørgsmål.

Den 20. november gennemførte Kystdirektoratet ”Digedag” i Korsør. Den handlede især om indsamling af data på diger og udvikling af modelsæt til at vise, hvor der eventuelt er risiko for digebrud. En beredskabsmodel, der spiller sammen med DMI´s varsling om stormflod og højvand.

Den 14. januar afholder Landsforeningen af Digelag konference på Christiansborg. Vores digelag er selvfølgelig også repræsenteret her. Konferencen handler om de lovgivningsmæssige rammer for kystsikring og hvilke udfordringer, det giver projekter. Og vi skal høre om miljølovgivning og Natura 2000: hvilke muligheder er der for kystbeskyttelse? Dagen byder også på debatter og eksempler fra ”digernes verden”. 

 

Frist for forslag til generalforsamlingen er den 1. februar

Hvis man vil fremsætte forslag til generalforsamlingen, skal bestyrelsen have modtaget dem senest den 1. februar 2026.

Selve generalforsamlingen afholdes den 18. april 2026 klokken 10.00 (Mønshallerne)

 

Vi takker for den store opbakning, vi har mødt fra jer i årets løb.

Vi ønsker jer alle en glædelig jul og et godt nytår

 

Bestyrelsen